Af ergoterapeut Pia Beck
August 2014
Jeg kan godt tvivle på, om vi som sundhedsprofessionelle stiller os selv det spørgsmål. Eller om vi kaster os over opgaven, og så må det gå, som det nu bedst kan.
Jeg har i arbejdet som konsulent ofte oplevet, at mødet med den svært overvægtige bliver til et dilemma mellem den svært overvægtige og sundhedspersonalet - frem for en relation med høj faglighed. Er det i orden? Er det i orden, at vi som faguddannede ikke kan give mennesker med svær overvægt en god, fair og faglig behandling?
Det mener jeg ikke, det er.
Jeg mener, at problemet i mødet med den svært overvægtige opstår, fordi vi som sundhedsprofessionelle ikke får afklaret, om vi møder den svært overvægtige som privatperson eller som sundhedsprofessionel. Bliver mødet med den svært overvægtige mellem to privatpersoner, kan mødet blive fyldt med fordomme, som i værste fald giver en dårlig oplevelse for den svært overvægtige. Bliver mødet i stedet imellem et menneske med svært overvægt, der har brug for hjælp fra sundhedssystemet, og en sundhedsprofessionel person, vil processen sandsynligvis blive af høj faglig karakter.
Ved vi som sundhedsprofessionelle præcist, hvad vores rolle som sundhedsprofessionel er? Er vi afklaret med, hvad vores rolle er i mødet med den svært overvægtige. Hvad er opgaven? Skal der ydes sårpleje? Skal der bevilliges et hjælpemiddel? Eller handler opgaven om rehabilitering? Er der fokus på opgavens indhold, eller sætter vi egne behov i første række?
Spørgsmål som ofte trænger sig på er: Har den svært overvægtige et aktivt sexliv? Er de kede af at se ud som de gør? Hvordan kan de hjælpes med at reducere deres kropsvægt? Hvorfor er de ikke stoppet for længe siden med at spise? Hvordan kan personen få hjælp til at ændre holdning, så livet ikke kun handler om at spise? Er det spørgsmål, vi som sundhedsprofessionelle skal have svar på, hvis opgaven f.eks. handler om at tilpasse en kørestol? Det mener jeg ikke.
Forholder vi os til, hvad vi som sundhedsprofessionelle skal? Den sundhedsprofessionelle skal sørge for at give borgeren et sammenhængende forløb, hvor der er tryghed, og borgeren skal sikres en tværfaglig indsats. Det er både i forhold til behandling, pleje og omsorg samt rehabilitering. Som sundhedsprofessionel arbejder vi med en forskningsbaseret og professionsrettet viden, som er erhvervet gennem sundhedsvidenskab, naturvidenskab samt humanvidenskab.
Spørgsmålet er om disse videnskaber i deres nuværende form, er opdaterede i forhold til den stigende gruppe af mennesker med svær overvægt?
Vi er i Danmark nølende i forhold til indsatsen overfor bariatriske borgere. Vi siger højt, vi har ikke viden nok, og at vi i Danmark ikke ser så mange svært overvægtige.
Der mangler empirisk og klinisk viden om denne gruppe mennesker. Viden om at kunne håndtere, kommunikere, behandle og rehabilitere i forhold til den svært overvægtige er ikke at finde i den naturvidenskabelige-, humanvidenskabelige- og samfundsvidenskabelige litteratur. Den empiriske viden er vanskelig at indsamle, da der er langt imellem de svært overvægtige personer i sundhedssystemet.
Tiden har udviklet sig, og det bør vores viden også. Vores professionsuddannelser er aktuelt ikke i stand til at lære de kommende professionsbachelorer, hvordan de skal agere i mødet med denne gruppe mennesker. Mængden af litteratur er begrænset, og de praktiske erfaringer er få. Det skal der ændres på, da fremtiden byder på en stigning af mennesker med svær overvægt. Spørgsmålet er, om det er nok?. Vil en øget viden på området alene, gøre mødet med den svært overvægtige nemmere? Jeg tror det ikke.
Forskere har spurgt flere end 1.000 danskere om, hvem der skal betale regningen for livsstilssygdomme, herunder overvægt. Og kun cirka hver tredje af de adspurgte mener, at staten skal betale for eksempelvis fedmeoperationer. Undersøgelsen viser et klart element af moralsk fordømmelse over for fede mennesker. Jeg tror denne fordømmelse er en del af svaret på, hvorfor vi som sundhedsprofessionelle oplever, at mødet med den overvægtige er vanskelig.
Menu
