Flere erhvervssygdomme
På trods af den massive indsats på det arbejdsmiljømæssige område modtog Arbejdsskadestyrelsen godt 57.000 sager i 2012. Det er knap 2900 sager mere end i 2011.
I 2012 løb erstatningsudgifterne op i næsten 4 milliarder kroner. Det er en enorm udgift for samfundet. Samtidig har skaderne store menneskelige omkostninger for det enkelte individ.
En arbejdsskade dækker over to forskellige begreber, nemlig arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
Stigningen i antallet af sager skyldes hovedsageligt flere sager om erhvervssygdomme.
Arbejdsskader i sundhedssektoren
Arbejdsskadestyrelsen opdeler anmeldelserne på branchegrupper.
Branchegruppen “sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger” er den branchegruppe, der i 2012 havde flest anmeldelser. Det er anmeldelser, der blandt andet omfatter sundhedsfagligt personale i ældreplejen, på institutioner og i hospitalssektoren.
Indenfor branchegruppen ”sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger” er der en markant overvægt af anmeldte ulykker indenfor kategorien ”forstrækninger”. I 2012 hørte hele 58 % af anmeldelserne til i denne kategori.
Antallet af anmeldte erhvervssygdomme relateret til bevægeapparatet udgjorde 33 % af anmeldelserne i 2012. Det er sygdomme i skulder og nakke, arme, ryggen og andre steder i bevægeapparatet.
Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens statistikker, at mange af de anmeldte erhvervssygdomme relateret til bevægeapparatet ikke bliver anerkendt. Til sammenligning bliver langt de fleste hudsygdomme anerkendt.
“Sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger” er den branchegruppe, der beskæftiger flest mennesker i Danmark. Det forklarer delvist, hvorfor der er mange anmeldelser i denne branchegruppe. Men det viser også, at der er et stort potentiale i at nedbringe antallet af arbejdsskader i netop denne branchegruppe.
Både det store antal ulykker indenfor kategorien “forstrækninger” og det store antal erhvervssygdomme relateret til bevægeapparatet indikerer, at der stadig sker alt for mange bevægeapparatsrelaterede skader i plejearbejdet. Samtidig er det tilsyneladende vanskeligt at få anerkendt erhvervssygdomme relateret til bevægeapparatet. De skader der sker, har derfor stor betydning for den enkelte.
Vendlet vil gerne være med til at sætte fokus på det gode arbejdsmiljø relateret til den sengeliggende patient. Denne artikel er derfor den første i en artikelserie, der sætter fokus på forskellige vinkler af arbejdsmiljøet.
Den første vinkel, der bliver belyst, er det værktøj alle i social- og sundhedsbranchen har i form af arbejdsmiljøloven og de tilhørende bekendtgørelser, At-meddelelser og vejledninger.
I Danmark er vi så heldige, at alle arbejdstagere er beskyttet af arbejdsmiljøloven. Organet, der forvalter denne lov, er Arbejdstilsynet.
Selvom lovstof kan være en svær størrelse at forholde sig til, er det vigtigt at kende til de bekendtgørelser, At-meddelelser og vejledninger, der er gældende for arbejdet i social og sundhedssektoren.
Samtidig er det vigtigt at kende forskellen på vejledninger udgivet af Arbejdstilsynet og vejledninger, der relaterer sig til et specifikt område. Sidstnævnte er ofte udarbejdet af fagpersonale med kendskab til branchen.
Vi håber, at vi med denne artikelserie kan få bekendtgørelser, vejledninger, AT-meddelelser, autorisations- og servicelov i talesat på en tilgængelig facon således, at alle med interesse kan få et større kendskab til dette område.
Så bestil vores undervisningskonsulent, Pia Beck, til en skræddersyet temadag hos jer - helt gratis!
Læs mere om vores undervisningstilbud, eller udfyld formularen og bliv kontaktet af vores undervisningskonsulent, Pia Beck.
Læs næste artikel i serien: Hvem har ansvaret for arbejdsmiljøet
Menu