Arbejdstilsynet fraråder pedalbetjent arbejde

Arbejdstilsynet fraråder pedalbetjent arbejde

Arbejde med pedalbetjening øger risiko for arbejdsskader og utilsigtede hændelser, mener Arbejdstilsynet.

15. august 2018

Hos Vendlet har vi ingen fodpedal til betjening af vores elektriske vendelagner på trods af, at vi med jævne mellemrum modtager forespørgsler om det. Det ligger der nogle helt klare overvejelser bag. Pedalbetjent arbejde kan nemlig medføre både arbejdsskader og utilsigtede hændelser, og er i mod Arbejdstilsynets anbefalinger!

 

Arbejdstilsynets vurdering: Belastning ved pedalbetjening er uacceptabel

I Arbejdstilsynets At-meddelselse 4.05.3 om arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser, beskrives brugen af pedalbetjening som helt uacceptabel både i stående og siddende arbejdsstillinger. Arbejdstilsynet vurderer nemlig, at risikoen for at pådrage sig en arbejdsskade under arbejde med en fodpedal er for stor, idet arbejdsstillingen er uhensigtsmæssig og belastende for kroppen.

Det er fordi, arbejdet med fodbetjeningen fastlåser arbejdsstillingen, og gør det svært at skifte stilling. Bevægelse og variation i arbejdsstillinger er nødvendig for at vedligeholde kroppens funktionsniveau. En fastlåst position medfører øget risiko for at pådrage sig arbejdsskader, særligt hvis arbejdet foregår over en længere varighed, og hvis arbejdet skal kombineres med andre bevægelser såsom bevægelser i overkroppen, som kan være meget vanskelige i denne position.

 

Står på ét ben

Ligeledes vurderes arbejdet med fodbetjening at skabe en ustabil arbejdsstilling. Dette skyldes, at arbejdet med fodbetjeningen forskyder personalets balance til det ben, der ikke benytter fodbetjeningen. Heraf følger en skæv arbejdsbelastning af bevægeapparatet. Dette betyder, at den ene side af kroppen må kompensere for den anden, og man reelt kan tale om, at personalet i visse situationer står på ét ben under håndtering af arbejdsbyrden. Herved forøges risikoen for arbejdsskader. 

Jo oftere og i jo længere tid en belastende arbejdsstilling indtages, jo større er risikoen for lidelser i bevægeapparatet. Hvor meget arbejde i en belastende stilling der er for meget, vil ofte først blive tydeligt, når plejepersonen allerede har fået ondt. Kun ved meget kortvarig og sjælden brug er benyttelsen af fodbetjening til dels i orden. Dog frarådes det helt at benytte pedalbetjening, medmindre de helt rigtige omgivelsesmæssige omstændigheder er på plads.

 

Øje-fod-koordination fjerner opmærksomhed

Brugen af en almindelig håndbetjening til en seng kræver tilvænning, og plejepersonalet har i denne periode jævnligt brug for at kigge ned på knapperne. Når plejepersonen kortvarigt kigger på håndbetjeningen, vil den sengeliggende dog altid være indenfor plejepersonens synsfelt og dermed ikke uden opmærksomhed. 

Anvendelse af fodbetjening, som er placeret inde under borgerens seng, vil ligeledes også fordre, at plejepersonen kigger ned. Dog vil fodbetjeningen, pga. dens placering i langt højere grad fjerne fokus fra den sengeliggende, hvorved den sengeliggende kommer helt ud af plejepersonens synsfelt. Herudover kræver en fodbetjening en langt højere grad af koordinationsevne fra plejeren, idet øje, fod og hænder skal agere samtidigt ved pleje af den sengeliggende. Vendlet vurderer, at dette kan øge risikoen for utilsigtede hændelser.

 

Derfor tilbyder Vendlet ikke fodbetjening

Om end det rent teknisk ville være ret enkelt at lave en fodbetjening til VENDLET, har vi altså valgt ikke at gøre det. Det skyldes ikke manglende vilje til at lytte til vores kunder og samarbejdspartnere. Det er derimod baseret på en risikovurdering, der også involverer referencen til anbefalingerne fra Arbejdstilsynet. Helt generelt mener Vendlet, at objekter på gulvet såsom ledninger, fodpedaler mm. øger plejepersonens risiko for fald og vrid i fodled. 

Hos Vendlet tager vi patientsikkerhed og arbejdsmiljø alvorligt. Alle vores produkter skal i sidste ende medvirke til at forbedre og optimere plejesituationen og processerne relateret til denne således, at der skabes overskud til at yde lidt mere omsorg. Med den tilgang til produktudvikling har Vendlet besluttet ikke at tilbyde en fodbetjening til VENDLET systemerne. 

Læs hele Arbejdstilsynets At-meddelselse 4.05.3 om vurdering af arbejdsbevægelser og arbejdsstillinger og se en komplet tabel over arbejdsstillinger.