DI Initiativpris 2017

DI Initiativpris 2017

Tirsdag d. 3. oktober var en festdag på Vendlets hovedkontor i Aabenraa. Vendlet blev nemlig kåret som vinder af Dansk Industri (DI) Sønderjyllands Initiativpris.

3. oktober 2017

Det var en stolt og glad direktør, Peter Maindal, der tog imod diplomet af formanden for DI Sønderjylland, Erling Duus. 

”Det er en pris, vi er ganske stolte af. Vores vækst er drevet af ønsket om at være med til at gøre en forskel ved at skabe overskud til bedre omsorg,” siger administrerende direktør i Vendlet, Peter Maindal.

Vendlet har eksisteret i 30 år, men blev i 2010 overtaget af Peter Maindal. Sidenhen er virksomheden blevet omstruktureret og produkterne videreudviklet, og det er nu dette hårde arbejde der udløser DI’s initiativpris. For selvom virksomheden har en lang historie, er det først efter overtagelsen at der for alvor er kommet gang i butikken. Og nu satses der også på det store eksportmarked. 

 

Initiativ hædres

I alt kåres 18 vindere af Initiativprisen på landsplan, som senere konkurrerer om at blive samlet landsvinder. I udvælgelsen af de 18 vindere er der særligt lagt vægt på, at andre kan lære af de regionale vinderes veje til vækst og succes. 

Formålet med initiativprisen er at hædre virkelyst, kreativitet og skabertrang hos en mindre virksomhed i medlemskredsen. At Vendlet vandt skyldtes, at virksomheden er lykkedes med at skabe en solid succes, og har formået både at forbedre hovedproduktet, VENDLET systemet, samtidigt med at der er blevet udviklet nye produkter. Foruden de almindelige kriterier blev der i 2017 udvælgelsen også lagt vægt på, at virksomheden særlige strategiske evner til at lede medarbejderne og forretningen mod nye mål.

Og det er da også lykkedes Vendlet at skabe solid vækst. Medarbejderstaben er bl.a. gået fra 4 til 25 medarbejdere siden Peter Maindals overtagelse i 2010, og der er nu også satset på både det tyske og det svenske marked.

 

Går en lys fremtid i møde

Det elektriske vendelagen, VENDLET, spås da også en lys fremtid – også internationalt: ”Vi kan se et kæmpe behov for udvikling i pleje- og sundhedssektoren,” siger direktør Peter Maindal og påpeger den demografiske udvikling, der i stigende grad indikerer, at der om ganske få år vil være færre unge til at tage sig af en aldende befolkning. Når færre hænder skal udføre flere opgaver, bliver det også nødvendigt at implementere velfærdsteknologi flere og flere steder, og dette er et internationalt tema. 

Foruden at skabe en økonomisk besparelse kan velfærdsteknologi også være med til at skabe bedre arbejdsmiljø for pleje- og sundhedspersonale, og dermed nedbringe manglen på hænder, ved at øge fastholdelse og sygdomsforebyggelse i branchen. 

De 18 regionale vindere blandt små og mellemstore virksomheder kæmper videre om den nationale initiativpris, der uddeles på DI’s årlige konference i 2018.