Bachelorstuderende skriver innovative projekter

Bachelorstuderende skriver innovative projekter

I samarbejde med Vendlet har sygeplejestuderende netop afsluttet deres bachelorprojekter.

16. januar 2019

Tre grupper studerende fra Vejle Sygeplejeskole er ekstra glade disse dage. De har netop afsluttet deres bachelorprojekter, som har haft et særligt fokus på innovation. Dette er foregået i samarbejde med Vendlet, som har udbudt tre innovationsprojekter til de studerende på Vejle Sygeplejeskole.

 

Hvorfor skrive innovationsprojekt?

De tre projekter som Vendlet udbød havde fokus på emnerne søvn og smerte. Det var der heldigvis 3 grupper studerende, der synes var så interessant, at de gerne ville skrive bachelor om det.

Inden for disse rammer har de studerende skulle tænke nyt og innovere på praksis, for der er netop brug for at tænke smarte løsninger i fremtiden, hvis vi vil bibeholde vores nuværende velfærdsstandarder. Og hvem er bedre til det, end de der skal ud og have praksis i hænderne?

Teori og praksis stemmer nemlig ikke altid overens. Det ved nok de fleste, der arbejder i sundhedssektoren. Derfor har det også været et af kriterierne for innovationsprojekterne, at de skal tage udgangspunkt i en udfordring fra praksis. Med baggrund heri har de studerende skulle tænke løsningsorienteret, eller måske endda udtænke et nyt produkt.

 

Gruppe udvikler nyt produkt

For de tre grupper af studerende har det særligt været det praksisnære aspekt, samt det at kunne tænke nyt, der har tiltrukket dem til at skrive innovationsprojekter.

”Vi vil gerne se på hvad og hvordan praksis kan ændres og forbedres til en praksis, vi har lyst til at være i,” fortæller Nanna Jensen, der har skrevet bachelor sammen med Mette Damm Olesen. Hertil tilføjer Mette: ”Og så synes jeg, det er fedt, at vi kan komme med en ide, som andre ikke har tænkt over, og så se på hvordan den kan implementeres. Det synes jeg er spændende,” siger hun.

Og netop Nanna og Mette udviklede et helt nyt produkt til scoring af patienters totale smerte – et produkt de har valgt at kalde Total-man.

 

Engageret vejleder

Som en del af projektet fik de tre grupper Vendlets undervisningskonsulent, Anne Højgaard, som vejleder, og det har de været glade for.

”Det har været helt vildt spændende. Det har betydet, at vi som studerende har følt, at vi har lavet et projekt, som der faktisk var brug for at vide noget om, og som var helt vildt relevant,” fortæller en af de studerende, Rikke Brunsnæl: ”Og Annes og Vendlets entusiasme har smittet af og gjort, at vi også selv brændte for det,” fortæller hun. Hertil nikker hendes studiekammerat Tanja Ann Gunnarsdottir også genkendende.

Også en af de andre grupper havde samme oplevelse. ”Vi har hele tiden haft en engageret vejleder, hvor vi hurtigt kunne få svar på vores spørgsmål. Og når vi har været ude nogle steder, har hun været med,” siger Nanna Jensen, der er en af de studerende.

 

Godt samarbejde med praktikstederne

Hver af de tre grupper har været tilknyttet et plejecenter eller et hospice, hvor de har haft mulighed for at indsamle data. Og heldigvis fik de tre praktiksteder også noget ud af samarbejdet med de studerende.

Det, at få de studerende ind, giver nemlig noget nyt til medarbejderteamet. De prikker til nogle rutiner, stiller spørgsmålstegn og kommer med ideer. Det fortæller Dorthe Mathiesen, der har været kontaktperson for Nanna og Mette, der har samlet empiri hos Ankerfjord Hospice: ”Dels har det været spændende at høre, hvad folk der kommer udefra, synes om vores sted og den måde vi gør tingene på, men også de tanker de har gjort sig omkring deres problemstilling. Det er noget, vi kan bruge og bringe i spil ift. den måde, vi forholder os til patienternes smerte på,” siger Dorthe.

Men samtidigt har de studerende også haft respekt for praktikstederne: ”Jeg synes, vi har haft et godt samarbejde. De studerende var godt forberedte og havde gjort sig nogle gode overvejelser, omkring hvad det var for et sted de kom,” fortæller Dorthe Mathiesen, der udover at være kontaktperson for de studerende arbejder som fysioterapeut ved Ankerfjord Hospice: ”De har forholdt sig meget fornuftigt til vores hus og til vores patienter,” siger hun.

De tre bachelorprojekter blev alle afsluttet med flotte karakterer d. 10. januar 2019.

 

Projekterne:

Lindring og forebyggelse af uhelbredeligt syge patienters smerte

Projektet undersøgte, hvordan sygeplejersken kan arbejde forebyggende og lindrende med uhelbredeligt syge patienters smerte på et hospice. Studiet konkluderede, at patienternes subjektive oplevelse af smerte ikke blev inddraget som en del af sygeplejerskernes faglige beslutninger. Derfor udviklede gruppen et produkt de kalder ’Total-man’, som kan bruges til at afdække smertens intensitet og lokation samt patientens humør.

Skrevet af Nanna Gredsted Jensen og Mette Johanna Damm Olesen i samarbejde med Ankerfjord Hospice og Vendlet

Sygeplejerskens lindring af den uhelbredelige syge cancerpatients totale smerte

Projektet undersøgte, hvordan sygeplejersken lindrer den uhelbredeligt syge cancerpatients totale smerte. Studiet konkluderede, at de sundhedsprofesionelle havde fokus på patientens fysiske, psykiske og sociale behov, men at det åndelige behov ikke blev prioriteret.

Skrevet af Maria Buhl Jensen og Mette Palmgren Nielsen i samarbejde med Sct. Maria Hospice og Vendlet

Strukturering af hverdagen hos borgere med Alzheimers demens

Studiet har undersøgt, hvordan struktureringen af borgernes hverdag påvirkede deres døgnrytme og søvn. Studiet fandt, at der opstod et etisk dilemma i mellem borgerens ønske om at sove store dele af dagen og natten, og opfyldelse af deres psykiske behov. Læs studiet her.

Skrevet af Rikke Hertel Brunsnæs og Tanja Ann Gunnarsdottir i samarbejde med Richtsens Plejecenter og Vendlet

 

Også Vendlet har fået ny viden og faglige indspark gennem arbejdet med projekterne. For selvom vi hele tiden forsøger at forholde os til nyeste forskning, er det altid spændende at få nye input udefra.

Vi ønsker de studerende tillykke med deres nye titler, og siger tak for det fremragende samarbejde.